Af Louise Kidde Sauntved
Hvorfor valgte du at blive fotograf?"Stavning er ikke min stærkeste disciplin, og jeg var dybt fascineret af, at man kunne fastholde øjeblikke og fortælle historier med billeder i stedet for bogstaver. Derfor valgte jeg en visuel vej. Jeg havde leget lidt med smalfilm og foto, men det var først, da jeg blev bladbud på BTs redaktion i København, at jeg fandt ud af, at jeg ville være fotograf for alvor. Jeg fik en af de få og eftertragtede lærepladser, hvor jeg startede med at få nul kroner og en spegesild de første seks måneder, indtil jeg kunne få en elevkontrakt. Derefter fik jeg 2-300 hundrede kroner om måneden i fire år og skulle arbejde om lørdagen længe efter, at den var blevet fridag. Min læreplads var OK, men meget specialiseret, og havde derfor fagligt set store huller. Derfor meldte jeg mig ind i det, der dengang hed Fotograferne. De hjalp mig med at komme rundt i de discipliner, jeg manglede i min uddannelse. Det var mit første møde med fagligt arbejde, og det satte retning for det mix af fag og fagforening, der er en del af min hverdag".
"Som nyudlært startede jeg i mørkekammeret på Berlingskes Fototjeneste, hvor jeg blandt andet teknisk skulle ”redde” mange af de optagelser, der kom ind fra andre fotografer. Det syntes jeg ikke var så sjovt, så jeg slog mig sammen med en kollega, Stefan Kaj Nielsen, der også var uddannet fagfotograf, og sammen startede vi som APS Fotograferne. På et tidspunkt ville jeg også fotografere varer, modeller og tøj, på atelier og on location, så jeg gik i stedet ind i et andet atelierfællesskab, hvor jeg stort set arbejdede med alle fotografiske discipliner i den analoge verden."
"Omkring år 2000 blev verden digital, og det var en helt nyt fotografisk virkelighed, som jeg måtte forholde mig til. Markedet ændrede sig, og for mig betød det, at stadig mere arbejde var on location og på computer. Så jeg lukkede mit engagement i atelieret og har siden arbejdet hjemmefra med reportager for magasiner, fagblade og fagforeninger. For DSB, Bane Danmark og andre institutionelle og private kunder, med en stor faglig bredde i en kontekst af visuel kommunikation."
Hvilke udfordringer oplever du, at fotograferne står med lige nu?"Faget er blevet demokratiseret, i og med at teknikken er blevet enkel og tilgængelig på en anden måde end i den analoge verden. I gamle dage var man jo sådan en troldmand med spids hat, der trådte ind i mørkekammeret med et blankt papir og kom ud med et billede – og så klappede folk i hænderne. Sådan er det ikke mere. Der er ikke mange, der leger med billeder, der ikke ved, hvad Photoshop er. Det er en udfordring som professionel fotograf, når mange mener de kan - og gør det uden at se længere end til egen næsetip. Det kan trykke priserne for dem, der skal leve af det, og når en del af tidens kunder ser mest på prisen, kan det gå ud over respekten for fotografiet."
"Der er rigtig mange kurser i at fotografere. Også for journalister. Det er der nogen, der ikke syntes er OK, men jeg har det sådan, at vi kan ikke stoppe toget, så vi skal bare være bedre på indhold og kvalitet, så selv de bedste amatører ikke slår til. Og det kan mange fotografer med deres solide faglige baggrundsviden og håndværksmæssige kunnen, der også rummer den faglige og kreative aflæsning af opgaver."
Hvordan arbejder DJ: Fotograferne med den udfordring?"Som formand for DJ:Fotograferne er opbakning til at fastholde fotografisk professionalisme en af kerneopgaverne. Når paletten af ting som kunder og arbejdspladser forventer man leverer som professionel fotograf vokser, bliver kompleksiteten større. Ofte uden skelen til tidligere faggrænser. Vi ser det ved, at mange kunder forventer, at man ud over stillbilleder har video, dronefotografering og meget andet på den faglige pallette. Derfor er en af vores vigtigste opgaver at sikre, at professionelle fotografer har muligheder for at holde sig fagligt ajour. Der er ikke plads til at lukke øjnene og undlade at følge op på den faglige udvikling, der lige nu stormer frem uden skelen til, hvem der kunne hvad i går."
"Derfor er fastholdelse af ophavsret også et vigtigt emne. Når markedet er trængt, bliver fotografer oftere mødt med krav om, at vi skal afskrive alle rettigheder for tid og evighed. Og det kan være svært at holde fast, når man står i situationen. Men rigtig mange har set lyset og siger kun ja tak til det, der er nødvendigt for, at kunderne får en rimelig brugsret. Og alt andet lige er der en stadig større forståelse for at nyt indhold, også i form af billeder, er betinget af, at der betales for det, der er lavet."
Hvad betyder VISDAs arbejde i den forbindelse"Helt konkret betyder det, at man kan se, at ens ophavsret udmønter sig i kroner og ører fra VISDA. Det er med til at fastholde engagementet i ophavsrettens værdier, som også sikrer etik og integritet, forstået sådan, at billeder ikke bare kan bruges til hvad som helst – uden aftaler. Populært sagt er ophavsretten en ”værdi”, vi alle har med fra fødslen. Det er så op til den enkelte, om man kan udmønte sin ophavsret. Når den også omfatter ophavsmandens arvinger i 70 år efter ophavsmandens død, gør det ophavsret til en form for ”åndens aktie”. Det fascinerer mig. Og det er nok også en underliggende drivkraft i mit ophavsretsarbejde – at fastholde ophavsretten hos dem, der er ophavsmændene. Og sikre ordentlige vilkår og betaling for billedværker i bredeste forstand, så de bliver brugt med respekt for dem, der har skabt dem."